Okay er et nyere undervisningsmateriale til flersprogede elever i grundskolen, der skal lære dansk som andetsprog. Det henvender sig især til elever på og omkring mellemtrinnet.
Okay bygger på den genrepædagogiske metode og indeholder bl.a. tekster i de genrer, som eleverne vil møde i skolens fag. Der introduceres dels et nært hverdagssprog og dels det ”skolesprog”, eleverne får brug for i den almene undervisning.
Gyldendals Okay ligner på mange måder Alineas “Fart på dansk” – og bruger også elevens modersmål som en ressource, men udmærker sig ved det supplerende website med mange gode opgaver. Okay er nemlig mere end en kombineret tekst- og arbejdsbog. Websitet byder på indtalinger, træningsopgaver, evalueringstest – samt sjove og kreative CL-inspirerede aktiviteter, der får eleverne op af stolene og styrker deres samarbejdsevne og sociale relationer.